Colas Danmark A/S i Nørresundby går digitalt med det cloud-baserede vedligeholdssystem INEXTIA

Colas’ asfaltfabrik i Nørresundby producerer og sælger asfaltprodukter, som primært anvendes internt i Colas. Du finder den nordjyske fabrik på Sundsholmen 2 i Nørresundby. Fabrikken kan producere 4 tons asfalt i minuttet, og der er tale om bestillingsvarer, fordi asfalten skal lægges forholdsvis hurtigt, efter at den er hentet på fabrikken.

Torkild Frandsen, fabriksleder i Colas fortæller: ”Asfalt er et blandingsprodukt, som primært består af sten, flyveaske og bitumen. Tidligere tilsatte vi granuleret træ, men i dag genbruger vi aviser – og faktisk også skrottet asfalt.”

Mikkel Haldrup, energirådgiver i Colas, tilføjer: ”Asfaltproduktion kræver dyrt grej, hvilket stiller høje krav til vedligehold. Og da produktionen sker under høje temperaturer er vi ofte nødt til at udskifte vores udstyr.”

Nørresundby Asfaltfabrik har været involveret i udviklingsarbejde omkring INEXTIA og vil også agere sparringspartner i fremtiden. Det betyder, at fabrikken, som de første brugere af INEXTIA, har haft mulighed for at teste og komme med forslag til forbedringer til vedligeholdsprogrammet inden produktets lancering.


Hos Colas udføres vedligehold i dag med stor fleksibilitet og uden dokumentation

På fabrikken i Nørresundby er der en fast smed på fabrikken, der arbejder fuldtid året rundt. I de tre vintermåneder, hvor produktionen står stille, indgår alle de ansatte i vedligeholdsarbejdet.

Fabriksleder Torkild Frandsen fortæller: ”Vi har ansat nogle dygtige folk, så vi har godt styr på vores vedligehold og oplever ikke de store problemer med ting, der går i stykker. Vi går typisk en service runde på fabrikken hver dag, hvor vi tjekker fx transportbånd, lejer olieudslip og mislyde. Vi udfører primært vedligehold i tårnet, på båndet og i tørretromlen.”

Vedligehold på fabrikken i Nørresundby udføres typisk på gefühl og er baseret på mange års erfaring. Netop derfor kan værdifuld viden risikere at gå tabt. Vedligehold udføres når noget går i stykker, og der gøres brug af et tjekliste-system. Derfor oplever fabrikken også ofte, at en 8-timers arbejdsdag bliver til 12 timer pga. uventede opgaver eller leverancer.

Torkild Frandsen ser både fordele og ulemper ved at implementere et vedligeholdssystem: ”Vi ønsker ikke at fastlåse os i et system, men har brug for fleksibilitet. Til gengæld tror jeg, at INEXTIA kan hjælpe os med at blive bedre til dokumentation, historik og også til at huske os på at komme ud i hjørnerne. Jeg må også indrømme, at det kunne være smart, hvis vi får mulighed for at kunne gå tilbage i historikken og se, hvornår en reservedel sidst blev udskiftet. Desuden vil INEXTIA sikre, at opgaver bliver løst hurtigere.”

Allerede i dag anvendes både mobil og mailsystem i forbindelse med vedligehold. Eksempelvis tages der billeder med mobilen til at indrapportere fejl.

Store forventninger til optimeret vedligehold med INEXTIA

INEXTIA skal foreløbig implementeres på Colas’ asfaltfabrikker og rullende materiel. Men på længere sigt forventer Colas at tage INEXTIA i brug på alle anlæg og aktiviteter, herunder værksteder, grusgrave, bygninger, maskiner og laboratorier. Dataindtastningen er sat i gang, og Colas forventer at oprette 60 brugere af INEXTIA.

Colas har store forventninger til systemet, og Henrik Kusk, maskinteknisk chef i Colas, siger: ”Vi ønsker at arbejde mere struktureret og proaktivt med vedligehold på tværs af organisationen. Den erfaring vi besidder skal spredes ud til alle vores ansatte, så effektiviteten og kvaliteten af vedligehold ikke bliver ringere på grund af sygdom, afløsere eller nye ansatte. INEXTIA bliver et nyttigt software i forbindelse med opbygning af den viden og dokumentation, som er nødvendig for vores arbejde med at optimere vedligehold både på fabrikken her i Nørresundby og i resten af Colas-organisationen.”

Fabriksleder Torkild Frandsen er enig og tilføjer: ”Vi er faktisk gode til at bruge hinanden på tværs af organisationen, og jeg ringer tit til en kollega for at få et godt råd. Men har man ikke samme personlige netværk som jeg, ville det være rart at kunne hente information inde i systemet. Min kollega Kim koordinerer ofte viden på tværs af organisationen, og han vil derfor også spille en vigtig rolle i opbygningen af INEXTIA.” 

Colas vil få mulighed for at opsamle data via digitale signaler fra deres maskiner, hvilket resulterer i optimeret vedligehold med præcise vedligeholdsintervaller. I sidste ende vil det betyde driftsbesparelser, reduceret brændstofforbrug og nedetid.

Colas har en klar holdning til forebyggende vedligehold. Mikkel Haldrup Jensen forklarer: ”Vi vil aktivt ind og gøre brug af vores timetællere i forbindelse med vedligehold. Vi ser stor værdi i automatisk import af data i INEXTIA via en tælleraflæser, da det giver os mulighed for at udføre tællerbaseret og planlagt vedligehold. I dag udfører vi vedligehold efter behov, men jeg tror på, at et mere struktureret vedligehold er vejen frem.”

Colas har i en længere periode haft fokus på digitalisering, og INEXTIA er blot et af de nyeste tiltag. Mikkel Haldrup Jensen siger: ”Nøgleordet er, at det skal være nemt og tilgængeligt, ellers siger vores folk bare, at de ikke har tid til det. Derfor skal du hurtigt kunne indrapportere fejl og kunne få et hurtigt overblik over dagens opgaver. Vi skal gøre det nemt for os selv og for vores folk i marken. I den forbindelse er et cloud-baseret vedligeholdssystem en stor hjælp, for vi har altid adgang til systemet, uanset hvor vi befinder os. INEXTIA skal afløse vores post-it-system, som gør, at opgaver bliver forsinkede i stedet for at blive løst her-og-nu. Derfor kommer INEXTIA Job Appen også til at spille en vigtig rolle.”

Henrik Kusk, maskinteknisk Chef i Colas afslutter: ”INEXTIA er det første system vi tager i brug til planlægning af vores vedligehold. Vi har måttet erfare, at vi har behov for bedre planlægning og dokumentation – blandt andet fordi vi primært udfører vedligehold i de tre vintermåneder, hvor hovedparten af asfaltarbejdet er sat på standby. Vi ønsker at samle alle data i et system. Det gælder ikke kun vedligehold af maskiner, men også fakturaer, reservedele og leverandørinfo. Med INEXTIA kan vi endda linke leverandører til de forskellige komponenter og maskiner.”

Der er ingen tvivl om, at forventningerne til INEXTIA er store. Systemet vil indgå i Colas’ arbejde med digitalisering og vil resultere i struktureret, planlagt og dokumenteret vedligehold. I sidste ende betyder det, at de interne processer optimeres, vedligehold effektiviseres, og Colas kan se frem til reducerede driftsomkostninger.

Overvejer du at digitalisere dit vedligehold, så kontakt mig.

Louise Feld Petersen

Logimatic

Sofiendalsvej 5B
DK-9200 Aalborg
+45 9634 7000
lmc@logimatic.dk