Nyhedsoversigt

01.03.2022 - Presse

Nyt væksteventyr i Aalborg – Logimatic IDS og Roima Intelligence slår sig sammen

Logimatic IDS A/S, kendt for logistik- og lagerstyringssystemet LOGIA, bliver en del af den finske Roima Intelligence gruppe. Logimatic IDS vil hermed danne basis for selskabet Roima Denmark, og sammen vil Roima og Logimatic IDS opnå en nordeuropæisk førerposition som leverandør af softwareløsninger til logistik og Supply Chain. Roima Intelligence køber aktierne i Logimatic IDS, og de tidligere ejere investerer i Roima Intelligence.

Logimatic IDS A/S blev grundlagt i 1997 og er en førende dansk specialist i lagerstyringssoftware (WMS), der betjener detail-, engros- og produktionsvirksomheder samt hospitaler og hoteller. Logimatic’s softwaresystemer og ekspertise supplerer Roimas software- og produktpalette godt: begge virksomheder styrker deres kunder i at opnå bæredygtige resultater gennem digitalisering ved at optimere og automatisere deres processer.

Siden etableringen i 2014 har Roima fulgt en kontinuerlig vækstplan og er nu sammen med Logimatic IDS et af de største uafhængige industrielle softwarehuse i Norden med tæt på 40 millioner euro i omsætning. I dag betjener Roima over 300 kunder og hjælper med at øge deres konkurrenceevne gennem mere effektiv drift og bedre kvalitet. Den nye afdeling med lokal tilstedeværelse i Danmark er et vigtigt skridt i Roimas ekspansion i Nordeuropa. Ved at forene kræfterne kan Roima og Logimatic IDS tilbyde kunderne adgang til logistik- og produktionssoftware, som er unikke på europæisk plan.

”Vores ambition er at blive Nordeuropas førende leverandør af software til styring af logistik og Supply Chain. I dag er vi godt etableret i Finland og i Sverige. Med LOGIA, der er udbredt i Danmark og Norge, kan vi opnå stor synergi både produktmæssigt og markedsmæssigt til fordel for vores kunder. I begge virksomheder er vores eksperter førende fagfolk, og der er et godt match i kultur og kundetilgang. Det giver et godt afsæt for, at vi kan vokse sammen”, fastslår Roimas CEO Markus Kalalahti.

”Vi ser frem til de nye muligheder, vi opnår med denne aftale, hvor vi sammen med Roima kan udvide og accelerere væksten yderligere. Vores løsninger komplementerer hinanden godt, både hvad angår funktionalitet og teknologi, hvilket giver vores kunder adgang til et endnu bredere udvalg af integrerede løsninger. Med vores væksteventyr, der yderligere tager fart, får vi brug for endnu flere talenter inden for softwareudvikling og projektledelse”, fortæller Logimatic IDS’ administrerende direktør og kommende direktør for Roima Denmark Karsten Bangshaab.

Logimatic IDS A/S er en software- og servicevirksomhed, der leverer softwareløsninger og eksperttjenester til manuelle og automatiserede logistikoperationer i Nordeuropa. Logimatic IDS har fokuseret på at forbedre kundernes konkurrenceevne ved at levere teknologi og ekspertise til optimering og effektiv kontrol af lager og logistik. I sidste regnskabsår udgjorde Logimatics IDS’ omsætning omkring 3,1 millioner euro, og i øjeblikket beskæftiger virksomheden omkring 35 eksperter. Mere end 140 virksomheder i Nordeuropa nyder godt af Logimatic IDS’ løsninger.

Roima Intelligence Inc er en hurtigt voksende software- og servicevirksomhed, der leverer softwareløsninger og eksperttjenester til industriel fremstilling og logistik i Nordeuropa, hvilket giver virksomhederne mulighed for at nå bæredygtige resultater gennem digitalisering. I 2021 udgjorde Roimas omsætning omkring 33,5 millioner euro, og i øjeblikket beskæftiger virksomheden omkring 250 eksperter. Mere end 300 virksomheder i Norden og Europa nyder godt af Roimas omfattende løsninger.

Fakta om Logimatic Gruppen:

Frasalget af Logimatic IDS A/S til Roima kommer blot et halvt år efter salget af Logimatic Solutions A/S til italienske Rina. I 2010 solgte Logimatic Gruppen også en del af forretningen (ERP-systemet MARS til skibsværfter). Den gang til det engelske selskab Aveva. Samlet set har Logimatic skabt i nærheden af 200 arbejdspladser, som er ført videre under nye ejerskaber.

”Vi er stolte af igen at have påkaldt os positiv opmærksomhed udefra”, fortæller Logimatic Gruppens direktør Troels Severinsen om årsagen til, at Roima køber ind i Nordjylland og fortsætter ”Vi er overbeviste om, at Roima er den rette partner, og at vi sammen kan bringe LOGIA-forretningen til nye højder.”

Efter salget består Logimatic Gruppen af selskaberne Logimatic Engineering A/S med afdelinger i Aalborg og Værløse samt Xtel Wireless A/S. Ejerkredsen bag Logimatic Gruppen ser lyst på fremtiden med de aktiviteter, der forbliver i ejerskabet og har forventninger til fortsat vækst.